Te Paki, 90 mile beach og Cape Reinga

I gaar loerdag var vi paa en heldagstur op til den nordligste del, Te Paki, af New Zealand. Vi koerte med bus, og vi var stod allerede klar lidt over 7 om morgenen. Dette foeltes dog ikke saerlig tideligt, da solen for laengst var staaet op og der allerede var vejr til kun at vaere ifoert shorts og t-shirt - dejligt! Jeg var i topform, da min medicin heldigvis var begyndt at virke, saa for foerste dag paa NZ var jeg ikke svimmel mere - skoent! Jeg sprudlede af energi og var bare glad! :) Vores buschaffoer var simpelthen bare herlig: han havde det skoenneste grin, saa selvom det han sagde egentlig ikke var saerlig sjovt, sad vi og klukkede hele tiden :) Vi havde et stop oppe paa et udsigtspunkt, og jeg synes da lige, I skal faa lov at se udsigten:

Heroppe var vejret ikke helt saa godt, men det var stadig smukt at opleve. Herefter koerte vi videre til til 90 Mile Beach. Vi koerte nede paa den 90 miles lange strand, og eftersom buschaffoeren havde gjort det foer, gik det ikke stille for sig. Det var en super flot naturoplevelse, da der bare var strand saa langt oejet raekkede.



Her paa toppen af klitten staar Sofie og jeg

Nede paa stranden var der ogsaa de stoerste sandbakker, og det skulle selvfoelgelig udnyttes! Saa vi fandt alle de indre legeboern frem - og det var ikke svaert - og saa var det bare afsted paa boards ned af bakkerne. Det var simpelthen saa sjovt at sand boarde. Vi susede bare ned af bakkerne, og det var skoent, naar man foerst kom afsted, for det var godt nok en lang tur op ad bakkerne, for det var jo selvfoelgelig med rugbroedsmusklerne.(Hvis man gjorde det hver dag, fik man hurtigt nogle vildt gode benmuskler!)

Her kan I se den hoejeste klit, jeg susede ned af.


Her viser Lisa og Anna boards'ne(meget fordansket) frem.

Og man kan jo ikke vaere ved en strand uden at skulle bade vel? Saa for anden gang i mit liv, fik jeg glaede af at bade i Stillehavets store boelger - denne gang fra den anden side(foerste gang var jo i USA). Det var enorme boelger, men vi hyggede os rigtig godt med at springe rundt i dem. Igen fandt vi legeboernene frem :) Her kan I se lidt mere af den smukke natur:


Her ser I fra venstre Anna, paa taeppet ligger vores rejseleder Pernille, mig og saa laengst til hoejre Astrid. Astrid bor jeg paa nuvaerende tidspunkt ogsaa paa vaerelse sammen med, og saa to andre piger: Charlotte og Cecilia.

Og naar vi nu var saa nordligt, som vi var, saa skulle vi da selvfoelgelig op paa det nordligste punkt, saa i gaar var der jeg var taettest paa jer, fra nu af vil jeg bare bevaege mig laengere og laengere vaek, altsaa saa laenge vi er i New Zealand ;) Det nordligste punkt bliver kaldt Cape Reinga, og her var der selvfoelgelig igen en helt uink smuk natur! Det er virkelig vildt! Lige meget, hvor mange billeder man tager, saa faar man bare ikke det med, man gerne vil - oev boev. Et billed siger selvfoelgelig mere end hundrede ord - derfor faar I ogsaa saa mange billeder, men virkeligheden er altsaa bare saa unik, at den ikke kan optages.






Her staar Astrid, Line og Anne Julie. Det var ret sjovt at se, hvor langt der f.eks. var til London, lidt over 18.000km - saa gav det lige pludselig mening, hvorfor det var saa lang en flyvetur.

Det sjove er ogsaa, naar man nu staar deroppe paa Cape Reinga, saa bliver man bare ved med at tage billeder, for hver gang man drejer hovedet, saa er der endnu et smuk og unik billede.
Og eftersom vi nu havde oplevet det nordligste punkt, saa maatte vi vist hellere vende snuden mod syd og dermed hjemad mod Paihia.

Hjemme paa vandrehjemme i Paihia lavede vi aftensmad, og saa kunne jeg desvaerre lige pludselig godt maerke at traetheden overmannede mig, for rask er jeg jo stadig ikke. Men jeg tog da lige med de andre ned paa stranden og hyggede med gys, "baal"(fyrfadslys i en foliebakke) og sang. Og da jeg ikke kunne mere, fordi svimmelheden ogsaa blev mere gaeldende hoppede jeg i seng.

Her til morgen, soendag, har jeg det saa rigtig daarligt. Saa jeg har valgt at blive hjemme for lige at faa en slapper. De andre er ude og proeve-dykke, men eftersom jeg baade proevedykkede og dykkede paa Cypern i sommers, saa var det ikke et must, hvilket gjorde, at jeg straks valgte at blive hjemme.
I eftermiddag skal de andre ud og ro i kajak, men igen har jeg sagt nej tak. Jeg kan slet ikke overskue 4 timer i en lille kajak, som jeg har det lige nu, og tror egentlig ogsaa min ryg(og mor ;) ), vil blive gladest for mig, hvis jeg bare bliver hjemme og slapper af. Saa lige nu slapper jeg af, og haaaaaaaber paa, at jeg snart bliver hundrede procent frisk. Gider ikke vaere syg mere!

I morgen, mandag, starter vores engelskundervisning, saa det glaeder jeg mig egentlig meget til.
Desuden er det super let at forstaa newzealaenderne hernede - det snakker SAA smuk engelsk :)
Naah, jeg vil smutte igen.. Men inden da, vil jeg lige sige tak for jeres mails hjemme fra Danmark af - det er super rart at hoere, hvad I laver. Og det lyder jo helt vildt med al den sne. Svarer ikke lige hver enkel, for det jeg hovedsageligt ville skrive, staar alligevel her paa bloggen, saa haaber det er ok.. :)
Ha' det saa laenge, Christina