De sidste dage nød vi i fulde drag, og der gik også ret meget fulde i den ;) hehe.. Torsdag aften efter jeg havde skrevet blog, mødtes vi alle nede paa stranden og der åbnede vi de oplympiske lege ved at sende kinestiske lanterner til vejrs.
Her er et lidt sløret billede, men her flyver lanternen altså til vejrs.Vores lærer Kristian spillede paa guitar, og vi sang nogle forskellige sange deriblandt nationalsangen. Det var først fredag eftermiddagen de olympiske lege først rigtig for alvor startede, for vi skulle lige en sidste gang i skole fredag formiddag. Det meste af dagen gik med at hygge os sammen, men vi lavede en sidste øvelse, som var ret grænseoverskridende.. Vi skulle nemlig stille os op og fortælle, hvad vi er gode til! Hvad er ens talent og hvad har man passion for? Vi skulle simpelthen sælge os selv, som man jo egentlig skal til en jobsamtale. Men alligevel er det ret underligt at stille sig op og fortaelle, at jeg er god til det og det.. Men alligevel var øvelsen meget lettere end den helt sikkert ville have været 3 uger før.. Vi sluttede det hele af med at synge fællessange, og lige pludselig blev det hele bare for meget for mig(og ogsaa mange af de andre), så jeg tudbrølede faktisk, så der var ikke meget sang over det, jeg lavede.. Pyha hvor var det bare hårdt, og tanken om, hvor hårde de næste par dage ville blive var bare helt ulidelig!
Efter skole havde vi lige en time, hvor poolen blev brugt, men pludselig slog det også landet Cambodia, at det hverken havde nationalsang, -dragt eller -råb.. Så i gang måtte vi! Vi nåede det lige præcis, og i gang med de olympiske lege skulle vi.. Her har I alle fire lande.. De røde er mit hold Cambodia, de grønne er Sudan, gul er peru og de blå er landet der ikke længere eksistrer nemlig Serbien-Montenegro..
Vi havde en super dag, hvor jeg overraskede mig selv i den første diciplin, vi skulle lave, nemlig fodbold-tennis. Det er et thailandsk spil, hvor opstillingen er ligesom volley og så skal man have en lille netbold over nettet vha af alt andet end arme og hænder.. Og nu er jeg jo ikke verdensmester i fodbold, men jeg var faktisk ikke helt ringe til dette spil, og mit hold endte på en 2. plads :)
Her kan I se os i action.. Diciplinerne T-ræs foregik på stranden, og t'et stod hhv. for trillebør, tøj og tovtræk. Så først skulle vi have et gammeldages trillebørræs med mennesker, herefter galt det om at lave den længste kæde af tøj, og eftersom vi nærmest ikke havde noget paa, blev det ret sjovt. Det endte nemlig med, at alle piger lå topløse nede i vandet, mens drengene løb op med den ene bikinitop efter den anden og lavede kæden længere. Nogle gik endda så meget ind i kampen for at vinde, at trusserne også røg. Vi var vældig underholdende for de andre, der var på stranden. Ligesom alle pigerne lå med allermindst tøj på, kom vores kære Pernille også forbi, og jeg tror egentlig, hun havde mest lyst til at vende om, og tænke: "Dem kender jeg da ikke", meeeen ja.. Vi havde det jo bare sjovt.. I tovtrækning var jeg bare mega sej - vi var kun piger paa vores hold, eller dvs. Tobias var også en del af Cambodia, men han var skadet, så vi piger måtte vise, hvad vi duede til. Eftersom jeg var den 'store og stærke', saa var det mig, der skulle stå bagerst og give den hele armen - og det var jeg faktisk ret sej til! Vi vandt i hvert fald første træk, og i nr. 2 gav vi dem udfordring til stregen! Dog fik jeg lige svitset maven, for vi havde jo været så betænktsomme(eller noget) bare at udføre alt dette i bikinier..
Den sidste dyst i olympiaden var DSC-dysten - her skulle man svømme ud til en bøje, og når man så kom tilbage fik man en ledetråd. Jeg var den første der skulle svømme for Cambodia - og det resulterede i, at jeg skulle svømme mod tre drenge.. Jeg havde et god start, men da jeg fik Anders' arm lige i hovedet og derved slugte 2 liter meget saltet havvand, slog det mig lidt ud. Men jeg gennemførte og fik ledetråden 'sjovt'. Da det ikke rigtig gav så meget, måtte næste svømmer i vandet. Jeg forlod dog de kæmpende på daværende tidspunkt, da det var mig der stod for en gave til Kristian, han skulle have om aftenen. Men ordet vi skulle gætte var NZTH'09.
Vi gjorde os alle pæne til aften, for det var nemlig Annas fødselsdag, og det skulle jo fejres!
Se en fin kage hun fik :)Vi fik uddelt præmier, og Cambodia fik bronze ved de olympiske lege ;) Derudover skulle vi ogsaa lave noget underholdning, og eftersom vi havde glemt det, så skulle vi lige 10 minutter inden, finde på noget.. Lisa foreslog, at hun da kunne synge en sang, fordi hun ikke kunne synge. Den var jeg frisk på, og meldte mig straks ind på at danse, hvilket jeg jo heller ikke er saerlig god til. Og om det blev godt, ved jeg ikke, men underholdning var det i hvert fald - i verdensklasse ligefrem! Alle skreg af grin, mens Lisa og jeg gav den gas på scenen!
Vi fik også overrakt en gave til Kristian, og derefter blev resten af aftenen brugt på hygge, dans og fest. Det var også denne aften ølspillet 1,2,3-drik blev opfundet, ja det var ganske enkelt bare en super god aften, og en sidste gang i byen i Chaweng skulle vi da også :)
Lørdag var de fleste mindre friske efter festen dagen før, men det kunne ikke rigtig hjælpe noget, for lørdag d. 23 maj var nemlig dagen, hvor vi skulle på studenterkørsel - nu var vi jo færdige med at gå i skole ;) Jeg tog mig lige en ekstra lur efter morgenmad, for jeg var ret træt og egentlig også ret vemodig, tror det var ved at gå op for mig, at eventyret lakkede mod enden. Var ikke lige i humør til sjov og spas ved poolen.. Jeg skulle også have ordnet noget med nogle billeder og sange, for jeg stod nemlig for at lave en minde-DVD til holdet(den jeg hører nu). Men kl. 15:30 gik det for sig igen: studenterne var klar til at besøge samtlige hytter på Smile House(vores hotel). For at det skulle være ekstra sjov, skulle hvert værelse have et tema. Mit værelse havde derfor valgt at have festivalstema! Derfor rullede Mikkel, Tankred og jeg os lige i en mudderpøl, inden vi mødtes med de andre. Vores værelse lignede mildes talt også bare lort! Der lå tomme dåser og skrald ud over det hele - en rigtig losseplads var det blevet til..
Resten af dagen tog vi fra hytte til hytte og hyggede os. Der var mange andre gode temaer som Full Moon Party, Beverly Hills 90210, børnefødselsdag, pirat, nytår og Smile House Hospital.
Her er der lidt billeder fra den sjove dag:
Mikkel og jeg der lige forsøger os med en spandfuld sprut ;) Og hold op hvor var vi ulækre - ingen af de andre havde lyst til at vi sad i deres senge.. Men det var vist også forståeligt nok! ;)
Strandbabe Mie og piraten Dennis
Og her har i to sygeplejesker, eller faktisk tre, for Pernille er jo rigtig også sygeplejerske.. Det var simpelthen bare så sjovt, og vi nød bare hinandens selvskab..
Søndag morgen var jeg faktisk ret frisk, i hvert fald i forhold til nogle andre. Mikkel lå f.eks. i sengen hele dagen. Jeg brugte derimod dagen ved poolen.. Om aftenen var der afskedshygge, og hvilken forfærdelig ting! Vi lavede alt det, der bare gjorde det hele værre. Vi så Tobias' film om turen - hvor vækkede det bare mange minder, man havde helt glemt New Zealand.. Vi lavede forskellige quizzer, og så lavede vi nomineringer.
Her får Sus overrakt dummehatten, som hun har fået med hjem. Hun er simpelthen holdets dummeste ;) Derudover skulle kiwifuglen også gives videre. Da det var mig, der havde haft den sidst, var det også mig, der skulle give den videre. Og jeg var ikke i tvivl, og det tror jeg heller ikke nogle andre paa holdet var - den skulle vores allesammens kære Pernille bare have.. Hun har om nogen holdt os alle sammen ud i medgang og modgang..
Her har I lige Pernille med den kære kiwifugl:
Som afslutning på denne aften gik vi alle ned til stranden og så skulle der igen sendes kinesiske lanterne afsted - og det var ganske ganske forfærdeligt!!! Jeg kunne slet ikke have det, så jeg har heller ingen billeder derfra, for jeg var brudt fuldstændig sammen. Jeg sad bare der på stranden med alle de fantastiske mennesker, jeg vidste, jeg snart skulle væk fra.. Jeg var med til at sende den sidste(vi havde 5 i alt) lanterne afsted, og da den var fløjet, stod jeg bare med Sus ved den ene side og Cecilia ved den anden og kiggede ud over havet, hvor lanternen fløj afsted. På lanternen havde vi alle skrevet vores navne, og vi stod der, og så den lige pludselig dalede mod havet. Det var virkelig symbolsk, men følelsen var der med stor kraft: det hele sluttede der... Lige der på en tropeø i Thailand.. Jeg havde ikke lyst til at gå fra stranden bagefter, men det blev jeg jo nødt til.. Vidste, at de sidste timer bare var talte,og havde på ingen måde lyst til, at hele det fantastiske eventyr sluttede.
Mandag var stemningen simpelthen bare så mærkelig - det var helt ufatteligt, at dagen, som vi aldrig troede skulle komme, var der. Jeg havde sovet urolig, og var så nervøs, så vågnede meget tidligt. Men jeg kunne på den anden side også bare få noget ud af dagen! For en ting, jeg i hvert fald skulle nå, var at pakke! Det var ret uoverskueligt, for hvad skulle egentlig lige med hjem? Metter og Junger skulle ikke med hjem, de skulle fortsaette deres rejse, og derfor blev de hentet et par timer før os andre, så dem skulle vi lige først sige farvel til. Det var meget mærkeligt, og jeg havde, siden jeg stod op, haft lyst til at græde, saa nu fik det frit løb. Nu var det virkelig blevet virkelighed, det var frygtede. For nu var to af os forsvundet. Herefter gik de næste timer hurtigt, jeg nåede lige en sidste gang i poolen, pakke færdig og så var det afsted til Koh Samui lufthavn.
Og nej Mie, vi vil ikke afsted :( Og så skulle vi sige farvel til Pernille, for hun blev der nemlig, for at lukke hele studiecenteret ned. Er du syg det var hårdt - det var jo vores lille mor, vi lige pludselig skulle sige farvel til :( Vi havde alle skrevet en hilsen i en bog til hende, som hun fik..
Flyveturen til Singapore gik rigtig hurtigt, og så havde vi bare 5 timer i Singaapore - verdens støreste lufthavn - at slå ihjel. Dog skulle vi lige først ordne nogle bordingpas. Jeg havde fået ansvaret for, at alle fik et nyt, så pludselig var jeg den nye Pernille.. Men det klarede jeg i stiv arm, og alle fik en plads i flyveren. De fem timer brugte jeg sammen med Gry i lufthavnen. Vi købte forskellige ting f.eks. købte jeg en iPod :) Og så var der lige pludselig 'kun' flyveturen tilbage. Normalt ville man hade de næsten 13 timer flyveturen tager, men af en eller anden grund havde jeg bare mest lyst til, at turen aldrig stoppede! De lykkedes mig faktisk at sove de første 7-8 timer med hjælp fra min nakkestøtte og sovebriller, men så kunne jeg heller ikke mere. Jeg havde det faktisk rigtig dårligt, jeg havde helt influenzasymptomer, men jeg vidste godt, at det intet med influenza havde at gøre, det var simpelthen bare nervøsitet, og så at hele denne fantastiske rejse sluttede.
Her har I lige Mie og Tankred oppe i flyveren.. Vi stod lidt og overvejede om vi skulle lave vores sidste skydive ;) Men ved ikke helt, hvad alle de andre passagere ville synes om den ide.. ? :) Vi brugte den sidste tid på billeder og sjov, men stemningen var ret underlig, for hvordan udnytter man lige tiden bedst? Jeg havde en kæmpe klump i halsen og begyndte at græde hele tiden - total tudefjæs! Men Danmark nærmerede sig bare med hurtigere og hurtigere skridt - lige pludselig kunne vi se hele Bornholm under os, og så måtte Cecilia jo lige pege ud, hvor det lige var, hun boede.. Og 20 minutter senere landede vi med et ordentlig bump igen på dansk jord. Nu bare som en sammentømret fantastisk gruppe af unge danskere, som havde fået deres livs oplevelse - desværre var den bare slut... Men man kan jo sige, hellere være ked af det, og så have nydt og elsket det, da det var der.. End at fortryde og egentlig ikke savne det.. For det var sgu fantastisk! I lufthavnen fik vi skrabet vores bagage til os - desværre for Sofie manglede hun en taske - men vi andre havde alt, og så var der bare det væreste tilbage, og selvom Cecilia prøvede at overbevise mig om, at det bare er et på gensyn og ikke farvel, så gik det ikke helt ind! Jeg tudbrølede - har vist meget let til tårer, og så er jeg ret dårlig til at tage afsked. Jeg fik da vi også sat gang i nogle tårer ved nogle af alle de andre.. Hold nu op, hvor var det hårdt.. Et udpluk af danske unge mennesker, som pludselig var blevet mine allerbedste og fantastiske venner.. Men vi kunne ikke trække den længere, for vi vidste jo også, at der stod nogle og ventede ude på den anden side - og heldigvis for det.. For tror godt, ensomheden hurtigt kunne ramme én ret hurtigt ellers. Og der stod de, min mor og far som jeg havde været tårevædet over at forlade 100 dage tidligere, og nu igen havde jeg øjnene fyldt med tårer.. Det var så underligt at være så ked af det og så glad samtidig.. Jeg fik givet de sidste par krammer, og ja der i Kastrup Lufthavn, der sluttede min fantastiske rejse med NZTH'09-gruppen.. Hold nu op, hvor kommer jeg til at savne det! Sidder helt og får tårer i øjnene i skrivende stund, bare ved tanken om, at der går måneder før vi alle samles igen til oktober til gensynsfest... Der er alt for lang tid til!
Nu er der gået et par dage, og jeg har stadig ikke rigtig vænnet mig til Danmark - I har det sgu ret koldt.. ;) Nej, det er selvfølgelig dejligt at være hjemme og se alle jer, jeg holder af herhjemme. Men jeg har godt nok en stort tomt hul inden i mig.. Savnet forsvinder nok ikke lige foreløbig, men man kan sige, så er det godt, vi alle kommer fra Danmark og ikke f.eks. USA, for Danmark er trods alt til at overskue, hvad angår at besøge folk.
Når I nu på et tidspunkt møder mig, så er jeg nok stadig i min egen lille fantastiske drømmeverden - for det virker lidt som en drøm. Ej, det er ret virkeligt, men alligevel alle de ting jeg har oplevet, det er lidt drømmeagtigt. Det er lidt mærkeligt at komme hjem til de helt andre gear, folk er i her. For jeg er alt andet en stresset, og jeg luller bare rundt og sprudler.. Det var en fantastisk tid - jeg havde betalt det dobbelte. Og når jeg nu tænker efter, så tog jeg jo ud i verdenen, for at undersøge om at rejse er at leve, og det er det nok også, men jeg fandt nok mere ud af, at rejse gør mig levende! Jeg levede i de 100 dage, jeg nød hvert et sekund. Argh måske ikke da jeg var syg i Paihia, men selvom jeg var syg, havde jeg f.eks. den mest fantastiske fødselsdag.. Specielt kajakturen ud på det mørke hav, hvor man for første gang rigtig studerede den sydlige halvkugles stjernehimmel, var fantastisk smuk! Hvor har jeg egentlig oplevet meget! Hvor er jeg egentlig heldig!
Min kære mor sagde til mig, da jeg kom ud til dem i lufthavnen, at jeg aldrig måtte tage så lang tid væk igen, men det kan jeg desværre nok alt andet end ikke love, for rejse skal jeg igen! Lige nu må jeg nok hellere komme i gang med uddannelse, men okay så snupper vi tre år inde på SDU, og så skal jeg altså afsked igen.. Når man først har fået blod på tanden, holder man nok ikke op igen.. Jeg elsker det sgu og er så taknemmelig for, jeg udfordrede mig selv og tog afsted! Alle burde gøre det! :)
Det er dejligt at være herhjemme, men jeg sidder også med følelsen i kroppen, at det kunne være perfekt, hvis vi alle samledes igen mandag, og tog afsked til nye fremmede himmelstrøg.. Men det sker jo ikke.. Nu må jeg nok hellere i gang med at arbejde igen, så min konto ikke bliver alt for sur på mig ;)
Har jeg noget sidste af sige?
Det var fedt at mærke, hvor fantastisk livet kan være! Jeg har mødt så mange mennesker, og jeg har fundet ud af, at man skaber altså selv ens liv. Så hvis I er stressede eller utilfredse, så er der altså ingen andre end jer selv, der må i gang med at tage fat! Tag et par dages fri, og se jeres liv lidt udefra. Så opdager man, hvad der er værd at bruge tid på, og hvad man faktisk godt kan undvære..
Hver dag er en one-time-expirence - f.eks. kommer torsdag d. 28 maj 2009 aldrig igen, så nyd den i fulde drag! Græd hvis det er det du føler for, få snakket med dem du holder af og sidst men ikke mindst ha' det sjovt! Jeg skal i hvert fald nok gøre mit til, at mit gode humør skal spredes ud til det ganske land.. For at rejse gør mig levende, men livet er jo også en rejse, så hvorfor ikke bare være 100 % levende hver dag?
Til slut vil jeg bare sige TAK! Tak til mig selv, fordi jeg turde tage afsted, tak til hele NZTH'09-gruppen for at være så fantastiske mennesker, tak til vores rejseleder Pernille, for at være sådan en fantastisk hjælp, tak til New Zealand for at være sådan et fantastisk land - savner virkelig det land, alle burde møde dette bare én gang i deres liv og sidst men ikke mindst tak til alle jer herhjemme, alle jer der har gidet kværne side op og ned, som jeg har skrevet, tak fordi I stadig er her, når jeg nu er kommet hjem..
Vil savne at være Wege-Missen, som blev mit faste navn den sidste måned. Men nu minder det mig bare om en helt fantastisk tid! Men det bliver ret underligt at skulle være Christina igen, for nu har jeg været Wegeberg, Wege og Wege-Mis det sidste lange stykke tid.. Men mon ikke jeg vaenner mig til det? For egentlig er der vist meget, jeg lige skal vænne mig til herhjemme igen..
Vil aldrig glemme den fantastiske tid med NZTH'09-gruppen! F**K hvor var det bare ubeskriveligt fedt! Og nu er det jo bare rart, at jeg har en hel roman herinde på blogger.com, der kan genopfriske alle minderne...
I må have det godt - glæder mig til at se jer alle SNART!
De kærligste hilsner Wegeberg
P.S har lige siddet og læst det hele igennem, kan se, at jeg nogle gange skriver ae, oe og aa i stedet for æ , ø , å , men lader det nu være. Det er vel også bare en charme ved, at jeg har været væk fra det danske så længe..
<3
.bmp)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar