Et sidste adrenalinkick ;)

Saa er den sidste hele dag i Queenstown forbi, og et ordentlig adrenalinkick skulle det da lige overstaaes med :) Uhh, det var vildt!!!
Da bungyjump hverken er min eller min rygs cocktail, valgte jeg at proeve Nevis Arc i stedet. Nevis Arc er verdens stoerste gynge - en 120 meter hoej en af slagsen, og er du syg, jeg var bange!! Den eneste jeg sagde, da jeg hang der i gyngen var: fuck, hvor er jeg bange.. Og det sagde jeg nok en million gange. Team-handicap - Trine og jeg, havde valgt at lave en tandem, saa vi gyngede sammen. Og nu skal i bare se billeder, saa I faar en lidt bedre forstaaelse af, hvad jeg har lavet i dag.


Broen ud til, der hvor gyngen var.. Selv at gaa paa den bro var sindsygt!


Og saa kom vi op at haenge i gyngen! Uhh, der var langt ned! Og noej, hvor var jeg bange!


Og saa var det 1,2,3 go! Shit det var vildt! Men hvor var det ogsaa fedt! Faktisk er det mest frygten for det, der er den vaerste! Men den kan man jo heller ikke rigtig ignorere..

Og lige det samme fra en anden vinkel...


Og ja, et eller andet sted herpaa svinger jeg - men det er ret svaert at se, for som I kan se, var det ikke bare en lille kloeft, vi skulle ned i..
Men det var saa fedt bagefter! :)

Og saadan ser man ud, naar man har overstaaet noget, man virkelig er bange for! HAr virkelig igen overvundet mig selv!



og her lige endnu et glaedesbillede! Det var virkelig ogsaa en overvindelse for Charlotte!

Dette skulle selvfoelgelig igen fejres, saa alle der havde lavet bungyjump og Nevis Arc tog hen og spiste paa Furgburger - nams en laekker burger :)


Ellers har vi faaet lejet bil i dag til vores roadtrip.. Saa i morgen gaar turen paa faellesudflugt til Milford Sound og saa d.3 ruller vi afsted i vores egen stationcar!


Ha' det godt saa laenge!
Knusser

Routeburn - spejder igen for en dag eller to..

Saa er der igen gaaet et par dage, siden I har hoert fra mig. Efter Tongariro Alpine Crossing troede jeg aldrig, jeg frivilligt skulle ud og vandre igen, men jeg tog fejl. Her intet mindre end et par uger senere, vaelger jeg - helt frivilligt - at gaa 32km over to dage med oppakning paa ryggen. Simpelthen intet mindre end en rigtig spejder-hike blev det til.

Soendag d. 29 var dagen, hvor de foerste 20km skulle gaaes - og denne dag startede tideligt. Mie havde foedselsdag, og derfor havde vi valgt og bage boller til hende om morgenen, da det ikke var alle, der skulle med paa turen. Det var rigtig hyggeligt, og det var godt at faa lagt en god bund med hjemmebagte boller :)
Kl. 8 blev vi hentet med bus, og saa gik der lige 2 timer i bus, inden vi kom ud til nationalparkerne vi skulle tilbringe det naeste lange stykke tid i. Det specielle ved Routeburn er, at man gaar gennem flere forskellige nationalparker, man naar ogsaa over traegraensen og ja, det er bare en super smuk, og et uberoert vandretur.

Og her har I mig ved Routeburns start - glad og spaendt paa eventyr:


Jeg havde sikret mig med en million plastre, for ville noedig ende med de samme slags foedder, som ved sidste gaatur ;) Og kunne ogsaa allerede, at det hjalp gevaldigt paa foedderne. - Jeg havde ogsaa vandresandaler med, men de var slet ikke noedvendige, og egentlig slet heller ikke gode nok til denne tur.
Det var ogsaa paa denne tur, at min nyindkoebte vandrerygsaek skulle staa sin proeve - og ja, den levede helt op til, hvad den skulle. Jeg er godt nok ret oem i hofterne i dag, men hellere det end at vaere oem i skulderne. Og det var jo ogsaa meningen, at hofterne skulle tage det tunge laes. Og overraskende nok, var jeg nok den, der klagede mindst over rygsmerter, saa det var jo bare helt i top.

Naah, men vi startede altsaa turen omkring kl. 10, og saa havde vi mange timers vandring foran os. Det var super rart at have gaaet den anden tur, for saa vidste man f.eks. at lag-paa-lag-toej er super vigtigt! Og skiundertoej er simpelthen uundvaerligt!

Det var super smuk natur. I starten var det flot solskindsvejr, vi gik paa en lille sti, der snoede sig afsted, og vi kom hele tiden forbi diverse vandfald. Floden loeb ved vores side og brusede - virkelig smukt at hoere paa. Det var egentlig heller ikke saerlig haardt.. - Meget rart; man skulle trods alt lige vaenne sig til udstyret paa ryggen.
Her er lidt billeder fra den foerste del af turen:





Saa blev det tid til at faa frokost, og da vandflaskerne var ved at vaere tomme, valgte vi at stoppe ved flodbreden, saa vi kunne faa noget mere vand deri. Det var virkelig en specielt oplevelse bare at saette sig paa hug og saa fylde laekkert koldt kildevand i ens flaske. Og det smager meget bedre end vandhanevandet, for det har nemlig en bismag af klor - add!
Se hvor hyggeligt vi har det:


I starten gik vi ret meget i en stor flok, men som tiden gik, blev vi delt i smaa grupper. Det er ogsaa meget lettere at gaa faa, og ogsaa mere hyggeligt. Saa kan man rigtig gaa og smaasludre :)

Det hoejeste punkt vi kom op paa var ved Harris Saddle Shelter og det var beliggende i en hoejde af 1277m. Derefter var det faktisk nedgang resten af vejen, selvom der selvfoelgelig var smaa bakker, eller bjerge er det jo faktisk, undervejs. Man glemmer lidt, hvad man kommer fra, man begynder at kalde en stigning paa 200 m en bakke, men det er vel faktisk et bjerg ;)

Eftersom vi var kommet saa hoej op, var det blevet ret fugtigt, for vi vandede bogstavlig talt rundt i skyer! Sigtbarheden var ikke saerlig lang, og selvom man ikke blev vaad inde paa kroppen, saa var det en meget fugtig fornoejelse.
Stoerstedelen af turen gik jeg sammen med Sus, Lea, Louise, Astrid og Sofie - super hyggeligt. Og vi holdte humoert hoejt med sange, sjove historier og snak :) Og selvfoelgelig at tage billeder og film! Endnu engang fik jeg taget 250 billeder paa omkring et doegn, saa det er vel meget godt klaret ikk? ;)

Denne tur var meget anderledes fra Tongariro Crossing, fordi den var ikke naer saa gol, men den var ogsaa mindre turistpaeget. Det var virkelig en vandretur med stort V. Der var mange stejle skranter, og specielt belaegningen var svaer at gaa paa. 1 fordi der var fugtigt, og 2 fordi det var klippestykker man hoppede rundt paa. Jeg vred desvaerre ret ofte rundt paa foedderne, ret underlig, for plejer jeg ikke at goere. Og i gaar, da der var mindre end en time til maalet, gjorde jeg det virkelig slemt, hvor jeg ogsaa faldt, saa humper lidt rundt nu :(
Her er der lidt flere billeder fra turen - laeg specielt maerke til, at baade landskabet og vejret har aendret sig..



De sidste par timer var rigtig haarde, fordi man virkelig var traet, og saa var naturen meget ensformigt, saa der var ikke saa meget nyt at kigge paa plus skyerne oedelagde udsigten lidt - desvaerre. Men saadan er det vist altid deroppe, for man er jo ret hoejt oppe.
Den sidste stykke var gennem en skov:


Og lige inden man gik gennem skoven kunne man se hytten, saa det fik da humoert lidt op, men man foelte bare man blev ved med at vade i skov i uendelige lang tid. Men hytten kom, og kl. 17 ankom vi seks piger til hytten. Det var kun Freja, som havde overhalet os, og valgt at gaa alene, som var i hytten. Egentlig troede vi paa et tidspunkt, vi var bagtrop, men da Freja overhalede os, fandt vi ud af, at de andre havde gaaet forkert, og derfor havde vi overhalet dem inden om. Jeg havde selvfoelgelig studeret kortet hjemmefra, for jeg skulle ikke nyde noget af at gaa forkert! Ingen ekstra kilometer til mig ;)

Vi ventede paa de andre, og som timerne gik kom de dumpende. Til sidst manglede vi bare 4, og lidt i 7 ankom de - troede vi.. ..For de var kun 3. Mette ville gerne gaa alene, men vi troede alle, at hun havde valgt at komple sig paa en gruppe, da hun endnu ikke var kommet til hytten. Og saa var det vi begyndte at blive bange, for moerket begynder altsaa saa smaat at komme lidt i halv otte. Saa hun havde ikke meget tid at loebe paa. Halv otte var vi virkelig nervoese for hende, for det var ikke en lige ud motorvej, vi lige havde gaaet paa. Det er virkelig svaert taerran, som ville vaere umuligt i moerke. Da vi ikke vidste, hvad vi skulle, snakkede vi med nogle af de mere erfarende vandrer, og de blev virkelig nervoese. Og herefter startede den vaerste ventetid i mit liv, for hvad kunne der ikke vaere sket hende? Hvor var hun gaaet hen? Og var hun maaske faldet og laa derude et sted alene? For naar der bliver moerkt i en naturpark, saa bliver der altsaa moerkt! Det klammeste var, da vi skulle til at give signalement af hende - det var slet ikke til at klare! Men heldigvis ankom en meget traet og udmattet Mette til hytten lidt over 21. Hun var gaaet forkert, og havde foerst alt for sent fundet ud af det. Var vendt om, og havde loebet og loebet, for hun kunne godt set paa skiltene, at det skulle gaa staerkt. For uanset, hvor hurtigt hun gjorde det, ville det vaere umuligt at goere, inden moerket faldt paa. Den sidste 1,5 time havde hun gennem skoven famlet sig frem ved brugen af lyset fra hendes kamera. Det var ganske forfaerdeligt, men alle var jublende glade og meget lettede!
Mette virkede egentlig ret ovenpaa, for hun havde bare taenkt paa, hvor bange vi maatte have vaeret. Men som det er gaaet op fra hende, hvad der rent faktisk skete, er det ret forfaerdeligt, for som hun selv siger: "Jeg kunne jo vaere doed.." Det er bare saa heldigt at det ikke skete - gudske tak og lov!

Og saadan ser man ud, naar man lige har gaaet 20 km paa 7 timer og er rigtig smadret:

Mig, Lea og Mie
- Inden det gik op for os, at Mette faktisk var vaek, saa sang vi foedselsdagssang for Mie, og vi havde slaebt muffins med - nams! :)

Faktisk fik vi ogsaa ret meget respekt, for de garvede vandrer, for det normale er at gaa turen paa 3 eller 4 dage, men vi tog den jo lige paa 2. Saa selvom de i starten kiggede ldit sjovt paa os, fordi vi kom 16 unge mennesker(15piger og 1 dreng), saa aendrede det sig da :)

Vi sov i en kaempe sovesal, jeg sov godt, for jeg havde husket at koebe orepropper :) Men mange havde svaert ved at sove, og specielt Mette har haft alt for mange daarlige tanker i hovedet. Saa naeste dag, var hun stadig fuldstaendig udmattet og afkraeftet, saa kaempe haand til Mie og Signe som naesten slaeb hende de sidste 12 km.

Da vi vaagnede havde ingen af os ret meget lyst til at tage afsted - det regnede og vi var oemme i kroppen. Men jeg var ikke saa oem, som jeg kunne have vaeret, for jeg havde nemlig strukket rigtig godt ud! Vi hoppede i regntoejet og saa var det paa tide til at vandre videre fra Macenzie Hut. Jeg fik det dog lidt daarligt i starten, tror lige kroppen skulle i gang igen - foelte faktisk naesten, at jeg skulle kaste op.. Men efter lidt stigning i landskabet, kom der et dejligt lige ud stykke. Saa fik jeg det meget bedre, og en chokoladebar kan redde alles humoer - se bare:

Svedig!? Nej, hvad snakker I om?? ;)

Og ja, jeg havde virkelig koebt masser af chokolade, muslibar og noedder, for det er virkelig noget, man faar dejlig meget energi af.
Denne sidste dag foelte som 'piece of cake', og egentlig ville man gerne bare finde slutmaalet. Mens man selvfoelgelig stadig proever at nyde det.
Det allersidste stykke gik jeg med Lisa, og det var rart. For vi var enige om, at det var haardt, og derfor tog vi det bare i vores dejlige tempo. Og da vi naaede frem til maalet, var vi der da ogsaa en time foer tid, saa vi havde jo heller ikke bhoevet at hunse afsted.
Her er lidt billeder fra 2. dagen som spejder:

Et super smuk vandfald!


Dem, jeg gik med paa stoerstedelen af 2. dagen :)

Vi naaede alle lige praecis bussen kl. 14. Mette var virkelig virkelig daarlig, men der var jo ingen vej tilbage, hun skulle jo ned til bussen.
Og saadan her ser man ud, naar man hedder Christina Wegeberg, lige har gaaet 34 km og har vredet om paa begge foedder:


Busturen var dejlig, man havde absolut ikke flere kraefter i kroppen, og den foerste time slappede vi alle af - og jeg sov. Skoent! De sidste timer var alle i super humoer, og vi skraalede til gammel disney-musik de sidste to timer. Det var virkelig hyggeligt, og foelelsen af sammenhold var virkelig stor!

Tilbage i Queenstown ventede Trine med dejlig aftensmad til mig - det havde hun lovet mig, og jeg er hende taknemmelig. Det var virkelig skoent bare at komme hjem til mad! Se hvor glad, man ser ud:

Herefter viste jeg Trine alle billederne, mens vi spiste det sidste af min chokolade - nams! :) Rigtig hyggeligt! Resten af aftenen stod paa bad!(tiltreangt!), TV, snakken og afslapning. Jeg var i super humoer!

Set i bakspejlet var det en super god tur, trods den traelse oplevelse med Mette. Vi havde det super sjovt, og jeg er virkelig glad for at jeg fuldfoerte. Det var en sejr for mig i sig selv. Og saa var det ogsaa sjovt at vaere lidt spejderagtig igen.. Og naturen var jo selvfoelgelig saa smuk, men specielt det, at man kunne tage sit eget vand fra kilderne, var jeg vild med! :)

WhiteWaterRafting

I fik da aldrig set billeder fra WhiteWaterRafting.. Dem faar I da lige her:

Saa har vi faaet alt udstyret paa, og vi er super klar paa, hvad der skal ske! :)
Jeg staar som nummer fjerde yderst bagerst til venstre med begge arme ud til hver sin side..

Et lille vandfald :) - Det klarer vi da i stiv arm!
Jeg sidder i midten til hoejre - lige foran instruktoeren med den blaa hjelm.



Og saa det store - 7 meter! Det ligner ikke helt 7 meter, men vandet skummer saa meget, saa man bliver fuldstaendig daekket af vand!



Og ja her - point of no return ;)
Det var vist egentlig lige her, jeg fik mig et ordentlig slag paa naesen. Og ja, saa var der blod over alt.. Men selvom, min naese faktisk stadig er lidt oem, er det den fede oplevelse man husker!
- Det var bare super!

Hygge i Queenstown - adrenalinkickenes hovedstad!

Saa er der gaaet et par dage, siden jeg hoppede ud af en flyver, men det fede foelselse sidder stadig i kroppen. Og Queenstown er virkelig ekstremsporternes hovedstad, der er simpelthen ikke det, du ikke kan lave. Det er bare mere om din pengepung ogsaa synes, du kan lave det hele ;)
Mange af de andre er bla. ude og bungyjumpe i disse dage, men jeg har vaeret ved at snakke med en fysioterapeut, og han fraraader det virkelig, saa jeg behoever ikke rigtig bryde min hjerne med, om det er noget jeg har lyst til, det er bare et no go. Saa bare rolig mor - det skal jeg nok springe over.. ;)

Torsdag aften brugte Lisa og jeg nede i byen - de andre var ikke rigtig friske, men vi foelte for der skulle ske noget. Mange havde bungyjumps i gaar, og andre var bare traette - men saa tog vi da bare selv afsted. Det var super hyggeligt, og vi fandt en masse danskere at snakke med - det var ret sjovt at hoere om deres erfaringer.
Og her har I lige Lisa og jeg:
Og nu da vi er i ekstremsportenes hovedstad, skal det ogsaa lige siges, at bylivet er ret vildt. Her faar man f.eks. shots i kander!!! Det kunne de laere noget af hjemme i Danmark, hvis saa priserne fulgte med, ville det bare vaere fedt! ;)

Fredag morgen var jeg til fysioterapi, og det var virkelig en dygtig en af slagsen, saa jeg har allerede bestilt en tid igen til tirsdag, for jeg kan godt maerke, at jeg har brug for det. Det er virkelig rart, at det er saa let at faa behandling her, man ringer bare og saa kan man faa en tid dagen efter - let ikk?
Selvom jeg var ret traet, blev resten af dagen brugt paa praktiske goeremaal. Jeg skulle f.eks. vaske toej, laane sovepose til en 2 dages vandretur, jeg skal paa de naeste to dage, handle ind osv. Jeg var ogsaa ved at leje en bil og undersoege noget omkring farmstays, for det vil vi rigtig gerne, naar vi skal rundt paa vores roadtrip her fra d. 3 april af. Vi er: Gry, Cecila, Anne Julie og jeg. Jeg har dog valgt ikke at ville koere, da jeg hverken er vant til manuel gear eller at koere i den "forkerte" side. De andre er da vant til det foerste, saa de ahr nok lidt lettere ved det hele - og saa slipepr vi ogsaa for forsikring for mig;)
Grunden til dagen i gaar ogsaa blev ret dase-agtig var, at det regnede! Det regnede helt vildt en hel dag. Vi har vist vaeret ret heldige med regnen, forder er ret frodigt hernede, og panaer en dag i Paihia, saa har vejret bare vaeret skoent! - Det er selvfoelgelig dejligt, men vi vidste godt, at regnen maatte komme..
Saadan ser det ud fra vores stue, naar det regner:


Alle huse havde valgt at lave hver sin egen husaften i gaar. O lavede 'boller i karry'-aften, S lavede grillaften og T, som jeg bor i, lavede italienoaften. Saa vi lavede pizza og pastaretter - rigtig laekkert.
Og uden sminken er man jo ikke rigtig italiener, saa saadan saa vi ud:



Ja, nogle flotte italienere var vi :)

Aftenen sluttede ret tideligt, for vi var alle traette; det er virkelig haardt at vaere nervoes hele tiden! Lea og jeg laa og hyggede lidt, og grinede over Anna og Louise, for de havde laast sig ude af deres vaerelse. Saa i smaa natkjoler maatte de loebe ned og vaekke ejerne af hostellet, for at komme ind paa deres vaerelse. Det skal vel og maerke siges, at Anna lige inden havde staaet og gjort grin med Leas og min metode til ikke at laase os ude.. Saa tror der var lidt nemensis indblandet i det ;)
Her har I lige Lea og jeg, som jo bor sammen her i Queenstown:

I dag har den saa staaet paa jetboat for mit vedkommende - og det var super godt, men i starten var vi lige ved at tro, vi havde tilmeldt os det helt forkerte. For da vi kom ind i bussen, sad der kun aeldre mennesker. Det viste sig saa senere, at det var det helt rigtige. Vi havde nemlig med vilje, valgt den tur, hvor man ogsaa fik noget historiske viden om minerne omkring Queenstown og med stop paa steder, hvor 'Ringens Herre' er optaget - og det er jo selvfoelgelig noget, alle unge ikke gider..

Det var super sjovt i jetboaten, men selve koereturen var mega farlig. Vi koerte rundt oppe i bjergene i en bus, og vi koerte hele tiden 20 cm fra kanten af vejen. Der var ingen buffer, og hvis man koerte ud over, var der bare flere hundrede meter ned ad klipperne. Saa vi var faktisk ret svedte i den bustur..
Det var et typisk landomraade, vi koerte rundt i, og selvfoelgelig moedte vi adskellige faar paa vores faerden, her er dog et, der lige tog turen ud foran bussen:



Vi lavede nogle stops undervejs, og her staar jeg lige for en gangs skyld med noget smuk natur i baggrunden.
Som I nok kan se, baade paa min paklaedning og paa billede under, saa har efteraaret for alvor sat ind hernede. Det er virkelig smukt med alle de flotte farver:

Og ja far, den koeretur var ikke noget for dig, proev bare at se her:
Billedet er taget ud af doeren i bussen, som chaffoeren lige pludselig valgte at aabne, saa vi kunne faa et ordentlig kig ud! Tror mange havde nok i kigget inde fra bussen sikret af ruderne ;)

Her har I saa mig i jetboaten:

Det var super sjovt, specielt var det sjovt, naar vi snurrede rundt i baaden. Det var ogsaa ret sjovt at hoere alle de andre skrige helt vildt ;)


Og her er et billede af den flod, vi lige havde fresset af sted paa..

Jeg har stadig nogle praktiske ting, der skal goeres, for de naeste to dage er jeg paa vandretur i bjergene. Glaeder mig til det, tror det bliver en smuk oplevelse. Og haaber bare mine foedder denne gang har vaennet sig endnu mere til mine vandrestoevler - jeg har gaaet meget i dem den sidste tid, for at gaa dem mest mulig til.

I aften staar den paa burger paa Furgburger - nok New Zealands bedste burgerbar! Hvis ikke verdens! De er virkelig laekre! - Det kunne vaere en grund alene til at besoege Queenstown, foruden alle de fede oplevelser man kan faa her. Der er noget for alle, og alle oplevelser er selvfoelgelig pakket ind i smuk natur..

Vil smutte - ha' nu en god weekend!
Knus Christina

Sorry Mom! - But I did it!!!!!

Undskyld, undskyld - du sagde, jeg ikke skulle, men jeg kom alligevel til det ;) Og hvad er det saa jeg lige gjorde? Jeg hoppede simpelthen lige ud af en flyver med en faldskaerm paa ryggen 15.000ft over jorden i dag - hovsa.. Og F**K hvor var det bare fedt! Det forstaar man slet ingen ting af!!! Men gud hvor var jeg ogsaa bare ved at skide i buskerne...

Hvis I noed jeres onsdag aften kl. 22, saa kan jeg fortaelle jer, at jeg havde det ret underligt! Sad i en flyver og troede jeg skulle doe! Arghhh...

Jeg havde ret ambivalente foelelser omkring det - for noej hvor var jeg bare ved at doe ved tanken - jeg har jo trods alt lidt af ret slem flyskraek, men paa den anden side, hvor ville det bare vaere fedt. Og har endnu ikke moedt nogle, der siger andet - end det er bare en vildt fedt oplevelse. Og jeg er fuldstaendig enig - alle burde proeve det mindst en gang i livet!

Naah men anyway, dagen startede ved ottetiden i morges, da jeg vaagnede og var ret urolig omkring dagens aktivitet. Jeg proevede paa den bedst mulige maade at faa mig selv samlet, men det er ret svaert. Men med lidt logisk overtalelse gik det bedre - det er jo trods alt farligere at koere bil!

Ude paa selve flyvestationen, spurgte jeg mig selv hele tiden, hvad er det lige jeg har gang i? Det er jo fuldstaendig aandsvagt, men omvendt - hvor glaeder jeg mig bare til bagefter, naar jeg HAR gjort det.. Jeg tror, jeg var ret hvid i hovedet og jeg havde ikke spor lyst til at faa spaendt alt udstyret paa, for saa blev det virkelig virkelighed. Men jeg havde jo ligesom sagt A, saa B maatte jo ogsaa komme. Og point of no return var ligesom ogsaa naaet. Vi hoppede tre sammen, jeg hoppede med Louise og Sofie - de var ikke saerlig nervoese, men det var jeg!
Vi fik lidt instruktioner og saa var det op i flyveren - og hvor faar man taenkt uendelig mange tanker paa saadan en flyvetur.. Jeg brugte meget af tiden paa at berolige mig selv og virke oven paa, men efter at have set den film der er blevet taget lykkedes det vist kun til dels ;) Men Sasa, som min pilot hed, havde gjort det flere tusinde gange, og han var helt tryg ved situationen, saa det hjalp meget. Louise kom ogsaa med soede ord, som: "Wegeberg - det skal jo nok gaa", men da hun 2 minutter senere blev ret roed i oejnene, og jeg sagtens kunne spore panikken eller i hvert fald nervoesiteten, saa hjalp det ikke rigtig.
Flyveturen var ret flot og udsigten var saa smuk! Og lige inden vi hoppede ud, foelte jeg baade at jeg skulle kaste op, tisse og hvad der var vaerre, men det var vist ikke rigtig tispunktet, vel? Og ja saa lige pludselig var det nu. Jeg var heldigvis den foerste af os, der skulle springe. Og der var ikke saa meget med, at jeg har ikke lyst, det var bare 1, 2, 3, og saa afsted - og det er saa nok nu, at billederne bare skal tale for sig selv:

Her er jeg klar i flyveren - paa dette billede ser jeg meget rolig og glad ud, men var jeg ikke. Bare vent til I ser filmen ;)

Ved godt, det ikke er paent, men det eneste jeg sagde, var fuck, fuck, fuck.. For der var sgu langt ned!!!! Men man kan jo sige i forhold til min flyskraek, jeg var ikke i bedre haender. For jeg havde allerede sikekrhedsudstyret paa, hvis flyvet skulle falde ned ;) Men hjalp ikke rigtig paa, at jeg stadig var monster nervoes!


Argggggggggghhhhhhhhhh - her suser jeg med 200km/t mod jorden. Der var cirka frit fald i 60 sek, og det var ubeskriveligt fedt. Foelelsen er slet ikke til at beskrive! Det skal bare proeves!



Og saa er vi kommet afsted - wuuuuuuuhhhhuuuuu!


Karate-kid ;) Er udsigten ikke bare smuk?


Og oppefra..



Saa bliver faldskaermen spaendt ud, og sikke et ryk.. Men saa er resten bare nydelse - og det jeg syntes, der var vildt i gaar i paragliding, var lige pludselig bare mega fedt, for nu havde man proevet noget endnu vaerre... Vi lavede alverdens akrobater - og det var bare fedt!!!



Saa kommer vi sikkert ned paa jorden :) (Dejlig ikke mor?)


Og saadan ser man ud, naar man foeler, man kan klare hele verdenen, og lige har overskredet en af ens store graenser. Skreg og hoppede helt vildt, da vi kom ned ;) Foelsen kan virkelig ikke beskrives! Men det var vildt, specielt fordi man kan sige, at flyskraek og skydiving er maaske ikke lige den bedste cocktail :)

Men hvor var det bare fedt!!! Saa igen, sorry.. Men endnu mere sorry, for den oplevelse hvor bare for fed, saa det bliver helt sikkert ikke sidste gang.. Jeg havde virkelig bare lyst til at goere det igen med det samme, men det er jo trods alt ikke gratis, saa venter nok lige lidt.. ;)

Resten af dagen har jeg levet paa et adrenalinkick uden lige. Panaer en, saa gjorde tog alle springet i dag, saa stemningen har bare vaeret mega fed!
Jeg brugte eftermiddagen paa at laese og slappe af, for man bruger ret meget energi paa at vaere nervoes..

Her om lidt skal jeg ud og spise thaimad med Lisa og Mette - saa det skal nok blive hyggeligt, og det skal nok saette tankerne, for om tre ugers tid, saa er det der vi er..

Og hvis jeg ikke faar snakket med jer kaere foraeldre, inden I laeser dette, og alle andre der skulel vaere bekymret, saa har jeg det super godt - kunne ikke have det bedre! Det er vidunderligt at vaere her! Men skal da vaere aerlig, man sender jer mange kaere tanker, naar man nu sidder i saadan en flyvemaskine.. :)

Vi snakkes - skal have noget thaimad, nams!
De kaerligste hilsner fra Christina, som er helt ovenpaa! :)

Hoejt at flyve, dybt at falde ;)

Aftenen i gaar sluttede med kagehygge i hus T for hele DSC-gruppen. Det var super hyggeligt, og vi fik saa mega meget kage, at jeg var ved at springe! For nu skal I bare hoere, hvad vi fik: varm kakao, boller, gulerodskage, banan/chokoladekage og de laekreste chokolademuffins! Mmmm..

Her har I lige Gry og Charlotte, der er ved at bage bollerne..
Det var bare vildt hyggeligt at hygge paa den maade med DSC-folket. Vi fik rigtig snakek og vendt verdenssituationen. Rigtig hygge, som man kender det hjemme fra Danmark af ;)
Aftenen sluttede af med, at Lea og jeg begge ville have laest i vores boeger inden vi sov, men det endte selvfoelgelig med, at vi laa og snakkede alt for laenge.. Hehe..

Her i Queenstown er der mulighed for at lave en masse udforende ting, der rigtig faar adrenalinen til at pumpe.. Og idag var saa foerste dag, hvor der var mulighed for at lave noget spas.. Jeg havde med Katrine og Trine valgt, at dagen skulle starte med en omgang paragliding! Og det var super fedt, og man maa sige, jeg fik lidt mere for pengene end jeg havde forventet, for nu skal I bare hoere..

..Vi blev hentet kl. 9 af en bus og koert ud til den bakketop, vi skulle loebe ud fra. For man hopper ikke ud ved paragliding, man loeber bare alt, hvad man kan, og lige pludselig loeber man i luften - ja, og saa stopper man selvfoelgelig med at loebe ;)


Her har i Katrine og Trine oppe paa bakketoppen - smuk udsigt ikke?


Ja - og saa laekker ser man ud i det fulde udstyr. Jeg mangler bare faldskaermen paa ryggen.. Jeg floej selvfoelgelig ikke alene, jeg havde en 'pilot' paa ryggen.. For jeg ville jo ikke kunne styre det alene..


Og her har I Trine og jeg, der venter paa at komme afsted, for Katrine var den foerste, der kom afsted. Men vente kom vi til, og jeg fik ogsaa loebet en hel del, for nu skal I bare hoere.. ..Vinden var ikke optimal, den var faktisk stik modsat af, hvad den skulle vaere..
Jeg blev spaendt paa piloten, og alt saa ud til at vaere i skoenneste orden.. Saa sagde han "run", og jeg gjorde det. Men saa raabte han pludselig "stop", og faldskaermen faldt ned over os, mens vi loeb ned ad bakken. Naah, op igen og paa plads igen.. Og her ventede vi virkelig laenge paa, at vinden ville vende. Og saa blev det tid til endnu et go. Loebe, loebe, loebe, og ligesom jeg allerbedst tror, at vi kommer op, saa siger piloten: "forbered dig paa, at vi lander her paa greasskraaningen lige om lidt". Year right!? Hvordan forbereder man sig lige paa det i loebet af to sekunder? Men jorden kom, og vi rullede ned af bakken. Jeg blev helt groen paa jakken, og piloten fik graes i munden. Men jeg slog mig ikke slemt, ikke udover jeg godt kunne maerke min skulde lige efter. - Jeg havde trods alt lige faaet ham piloten ned over mig(jeg er jo spaendt paa hans mave). Naah, op igen.. Imens vi kravelde op af bakken, tog Trine tilloeb og kom i foerste forsoeg. Men ligesom vi skulle til at loebe igen, vendte vinden - typisk! Saa vi maatte vente og vente. Og i loebet af alt den tid, jeg stod og ventede, tror jeg, at jeg skulle loebe i tre forskellige retninger, fordi vinden hele tiden vendte.
Jeg var egentlig ikke bange, men jeg begyndte efterhaanden at kunne maerke nervoesiteten, for ville det nogensinde lykkes? Men det gjorde det selvfoelgelig, da vi havde ventet laenge nok, lykkedes det endelig, og det var super smukt og fedt! :)


Her har I bakketoppen vi loeb ud over - det var en super flot morgen, og det var bare saa smukt at svaeve ud over hele landskabet..
Det var faktisk rigtig rart.. ..lige indtil vi begyndte at lave kunstner i luften - uhha, saa begyndte det virkelig at kilde i maven! Uhha da - men det var mega fedt. Det var egentlig nok mere, fornemmelsen af overhovedet ikke at have kontrol jeg ikke kunne lide. Ikke fordi jeg havde kontrol, da jeg bare svaevede stille og roligt, men det foelte jeg dog..


Og saadan her ser man ud, naar man lige har svaevet 700meter ned med en faldskaerm paa ryggen! :)


Og saadan ser det ud! Det er ikke en jeg kender, men 5 minutter forinden var det mig, der kom svaevende der! :)


Og her har i bakketoppen for neden.. Vi loeb ud deroppe fra! :)

Og man kan da kun sige, alle gode gange 3 eller tredje gang er lykkens gang eller ja, hvad det nu er man siger. Noget med tredje gang ;) Men det var super fedt, og en vildt fedt fornemmelse bare at flyve ned over det hele..

Dagens eftermiddag har staaet paa hiking - Samsons Track. Det var en slags intro-hike, saa vi kunne finde ud af, om hiking var noget for os. Men nu har vi jo gaaet Tongariro Crossing, saa der er ikke noget, der kan slaa os ud.. Saa det var en to timers tur, rigtig hyggeligt, men naturen mindede dog meget om Danmark, saa ikke saa flot som nogle af de andre ture, vi ellers har gaaet.


Her har vi lige et vandfald i det groenne


Tankred og jeg med smuk udsigt


Og lidt posering :) hehe..

Resten af dagen har staaet paa afslapning og laekker aftensmad - mexikanske pandekager, nams!
Og her kl. 9 er der moede i hus O, vi skal nemlig have planlagt de naeste dage. Specielt i naeste uge, hvor mange af os overvejer at tage paa roadtrip rundt i New Zealand. Men det skal jo ogsaa planlaegges med bil,overnatning og hvor vil man overhovedet hen? Og saa er der jo ogsaa lige det der faktum med, at de koerer i den 'forkerte' side her i NZ.. Men nu maa vi se, hvad det moede bringer..

I maa have en god onsdag, min er ved at gaa paa held.. Og er faktisk ret traet, saa mon ikke Lea og jeg hopper snakkeriet over i aften - hvis vi altsaa kan ;) Hehe..

Ha' det godt saa laenge! <3
Knusser Christina