Soendag d. 29 var dagen, hvor de foerste 20km skulle gaaes - og denne dag startede tideligt. Mie havde foedselsdag, og derfor havde vi valgt og bage boller til hende om morgenen, da det ikke var alle, der skulle med paa turen. Det var rigtig hyggeligt, og det var godt at faa lagt en god bund med hjemmebagte boller :)
Kl. 8 blev vi hentet med bus, og saa gik der lige 2 timer i bus, inden vi kom ud til nationalparkerne vi skulle tilbringe det naeste lange stykke tid i. Det specielle ved Routeburn er, at man gaar gennem flere forskellige nationalparker, man naar ogsaa over traegraensen og ja, det er bare en super smuk, og et uberoert vandretur.
Og her har I mig ved Routeburns start - glad og spaendt paa eventyr:
Jeg havde sikret mig med en million plastre, for ville noedig ende med de samme slags foedder, som ved sidste gaatur ;) Og kunne ogsaa allerede, at det hjalp gevaldigt paa foedderne. - Jeg havde ogsaa vandresandaler med, men de var slet ikke noedvendige, og egentlig slet heller ikke gode nok til denne tur.
Det var ogsaa paa denne tur, at min nyindkoebte vandrerygsaek skulle staa sin proeve - og ja, den levede helt op til, hvad den skulle. Jeg er godt nok ret oem i hofterne i dag, men hellere det end at vaere oem i skulderne. Og det var jo ogsaa meningen, at hofterne skulle tage det tunge laes. Og overraskende nok, var jeg nok den, der klagede mindst over rygsmerter, saa det var jo bare helt i top.
Naah, men vi startede altsaa turen omkring kl. 10, og saa havde vi mange timers vandring foran os. Det var super rart at have gaaet den anden tur, for saa vidste man f.eks. at lag-paa-lag-toej er super vigtigt! Og skiundertoej er simpelthen uundvaerligt!
Det var super smuk natur. I starten var det flot solskindsvejr, vi gik paa en lille sti, der snoede sig afsted, og vi kom hele tiden forbi diverse vandfald. Floden loeb ved vores side og brusede - virkelig smukt at hoere paa. Det var egentlig heller ikke saerlig haardt.. - Meget rart; man skulle trods alt lige vaenne sig til udstyret paa ryggen.
Her er lidt billeder fra den foerste del af turen:
Saa blev det tid til at faa frokost, og da vandflaskerne var ved at vaere tomme, valgte vi at stoppe ved flodbreden, saa vi kunne faa noget mere vand deri. Det var virkelig en specielt oplevelse bare at saette sig paa hug og saa fylde laekkert koldt kildevand i ens flaske. Og det smager meget bedre end vandhanevandet, for det har nemlig en bismag af klor - add!
Se hvor hyggeligt vi har det:
I starten gik vi ret meget i en stor flok, men som tiden gik, blev vi delt i smaa grupper. Det er ogsaa meget lettere at gaa faa, og ogsaa mere hyggeligt. Saa kan man rigtig gaa og smaasludre :)
Det hoejeste punkt vi kom op paa var ved Harris Saddle Shelter og det var beliggende i en hoejde af 1277m. Derefter var det faktisk nedgang resten af vejen, selvom der selvfoelgelig var smaa bakker, eller bjerge er det jo faktisk, undervejs. Man glemmer lidt, hvad man kommer fra, man begynder at kalde en stigning paa 200 m en bakke, men det er vel faktisk et bjerg ;)
Eftersom vi var kommet saa hoej op, var det blevet ret fugtigt, for vi vandede bogstavlig talt rundt i skyer! Sigtbarheden var ikke saerlig lang, og selvom man ikke blev vaad inde paa kroppen, saa var det en meget fugtig fornoejelse.
Stoerstedelen af turen gik jeg sammen med Sus, Lea, Louise, Astrid og Sofie - super hyggeligt. Og vi holdte humoert hoejt med sange, sjove historier og snak :) Og selvfoelgelig at tage billeder og film! Endnu engang fik jeg taget 250 billeder paa omkring et doegn, saa det er vel meget godt klaret ikk? ;)
Denne tur var meget anderledes fra Tongariro Crossing, fordi den var ikke naer saa gol, men den var ogsaa mindre turistpaeget. Det var virkelig en vandretur med stort V. Der var mange stejle skranter, og specielt belaegningen var svaer at gaa paa. 1 fordi der var fugtigt, og 2 fordi det var klippestykker man hoppede rundt paa. Jeg vred desvaerre ret ofte rundt paa foedderne, ret underlig, for plejer jeg ikke at goere. Og i gaar, da der var mindre end en time til maalet, gjorde jeg det virkelig slemt, hvor jeg ogsaa faldt, saa humper lidt rundt nu :(
Her er der lidt flere billeder fra turen - laeg specielt maerke til, at baade landskabet og vejret har aendret sig..
De sidste par timer var rigtig haarde, fordi man virkelig var traet, og saa var naturen meget ensformigt, saa der var ikke saa meget nyt at kigge paa plus skyerne oedelagde udsigten lidt - desvaerre. Men saadan er det vist altid deroppe, for man er jo ret hoejt oppe.
Den sidste stykke var gennem en skov:
Og lige inden man gik gennem skoven kunne man se hytten, saa det fik da humoert lidt op, men man foelte bare man blev ved med at vade i skov i uendelige lang tid. Men hytten kom, og kl. 17 ankom vi seks piger til hytten. Det var kun Freja, som havde overhalet os, og valgt at gaa alene, som var i hytten. Egentlig troede vi paa et tidspunkt, vi var bagtrop, men da Freja overhalede os, fandt vi ud af, at de andre havde gaaet forkert, og derfor havde vi overhalet dem inden om. Jeg havde selvfoelgelig studeret kortet hjemmefra, for jeg skulle ikke nyde noget af at gaa forkert! Ingen ekstra kilometer til mig ;)
Vi ventede paa de andre, og som timerne gik kom de dumpende. Til sidst manglede vi bare 4, og lidt i 7 ankom de - troede vi.. ..For de var kun 3. Mette ville gerne gaa alene, men vi troede alle, at hun havde valgt at komple sig paa en gruppe, da hun endnu ikke var kommet til hytten. Og saa var det vi begyndte at blive bange, for moerket begynder altsaa saa smaat at komme lidt i halv otte. Saa hun havde ikke meget tid at loebe paa. Halv otte var vi virkelig nervoese for hende, for det var ikke en lige ud motorvej, vi lige havde gaaet paa. Det er virkelig svaert taerran, som ville vaere umuligt i moerke. Da vi ikke vidste, hvad vi skulle, snakkede vi med nogle af de mere erfarende vandrer, og de blev virkelig nervoese. Og herefter startede den vaerste ventetid i mit liv, for hvad kunne der ikke vaere sket hende? Hvor var hun gaaet hen? Og var hun maaske faldet og laa derude et sted alene? For naar der bliver moerkt i en naturpark, saa bliver der altsaa moerkt! Det klammeste var, da vi skulle til at give signalement af hende - det var slet ikke til at klare! Men heldigvis ankom en meget traet og udmattet Mette til hytten lidt over 21. Hun var gaaet forkert, og havde foerst alt for sent fundet ud af det. Var vendt om, og havde loebet og loebet, for hun kunne godt set paa skiltene, at det skulle gaa staerkt. For uanset, hvor hurtigt hun gjorde det, ville det vaere umuligt at goere, inden moerket faldt paa. Den sidste 1,5 time havde hun gennem skoven famlet sig frem ved brugen af lyset fra hendes kamera. Det var ganske forfaerdeligt, men alle var jublende glade og meget lettede!
Mette virkede egentlig ret ovenpaa, for hun havde bare taenkt paa, hvor bange vi maatte have vaeret. Men som det er gaaet op fra hende, hvad der rent faktisk skete, er det ret forfaerdeligt, for som hun selv siger: "Jeg kunne jo vaere doed.." Det er bare saa heldigt at det ikke skete - gudske tak og lov!
Og saadan ser man ud, naar man lige har gaaet 20 km paa 7 timer og er rigtig smadret:
Mig, Lea og Mie
- Inden det gik op for os, at Mette faktisk var vaek, saa sang vi foedselsdagssang for Mie, og vi havde slaebt muffins med - nams! :)
Faktisk fik vi ogsaa ret meget respekt, for de garvede vandrer, for det normale er at gaa turen paa 3 eller 4 dage, men vi tog den jo lige paa 2. Saa selvom de i starten kiggede ldit sjovt paa os, fordi vi kom 16 unge mennesker(15piger og 1 dreng), saa aendrede det sig da :)
Vi sov i en kaempe sovesal, jeg sov godt, for jeg havde husket at koebe orepropper :) Men mange havde svaert ved at sove, og specielt Mette har haft alt for mange daarlige tanker i hovedet. Saa naeste dag, var hun stadig fuldstaendig udmattet og afkraeftet, saa kaempe haand til Mie og Signe som naesten slaeb hende de sidste 12 km.
Da vi vaagnede havde ingen af os ret meget lyst til at tage afsted - det regnede og vi var oemme i kroppen. Men jeg var ikke saa oem, som jeg kunne have vaeret, for jeg havde nemlig strukket rigtig godt ud! Vi hoppede i regntoejet og saa var det paa tide til at vandre videre fra Macenzie Hut. Jeg fik det dog lidt daarligt i starten, tror lige kroppen skulle i gang igen - foelte faktisk naesten, at jeg skulle kaste op.. Men efter lidt stigning i landskabet, kom der et dejligt lige ud stykke. Saa fik jeg det meget bedre, og en chokoladebar kan redde alles humoer - se bare:
Svedig!? Nej, hvad snakker I om?? ;)
Og ja, jeg havde virkelig koebt masser af chokolade, muslibar og noedder, for det er virkelig noget, man faar dejlig meget energi af.
Denne sidste dag foelte som 'piece of cake', og egentlig ville man gerne bare finde slutmaalet. Mens man selvfoelgelig stadig proever at nyde det.
Det allersidste stykke gik jeg med Lisa, og det var rart. For vi var enige om, at det var haardt, og derfor tog vi det bare i vores dejlige tempo. Og da vi naaede frem til maalet, var vi der da ogsaa en time foer tid, saa vi havde jo heller ikke bhoevet at hunse afsted.
Her er lidt billeder fra 2. dagen som spejder:
Et super smuk vandfald!
Dem, jeg gik med paa stoerstedelen af 2. dagen :)
Vi naaede alle lige praecis bussen kl. 14. Mette var virkelig virkelig daarlig, men der var jo ingen vej tilbage, hun skulle jo ned til bussen.
Og saadan her ser man ud, naar man hedder Christina Wegeberg, lige har gaaet 34 km og har vredet om paa begge foedder:
Busturen var dejlig, man havde absolut ikke flere kraefter i kroppen, og den foerste time slappede vi alle af - og jeg sov. Skoent! De sidste timer var alle i super humoer, og vi skraalede til gammel disney-musik de sidste to timer. Det var virkelig hyggeligt, og foelelsen af sammenhold var virkelig stor!
Tilbage i Queenstown ventede Trine med dejlig aftensmad til mig - det havde hun lovet mig, og jeg er hende taknemmelig. Det var virkelig skoent bare at komme hjem til mad! Se hvor glad, man ser ud:
Herefter viste jeg Trine alle billederne, mens vi spiste det sidste af min chokolade - nams! :) Rigtig hyggeligt! Resten af aftenen stod paa bad!(tiltreangt!), TV, snakken og afslapning. Jeg var i super humoer!
Set i bakspejlet var det en super god tur, trods den traelse oplevelse med Mette. Vi havde det super sjovt, og jeg er virkelig glad for at jeg fuldfoerte. Det var en sejr for mig i sig selv. Og saa var det ogsaa sjovt at vaere lidt spejderagtig igen.. Og naturen var jo selvfoelgelig saa smuk, men specielt det, at man kunne tage sit eget vand fra kilderne, var jeg vild med! :)
.bmp)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar