Tongariro Alpine Crossing - not just another bushwalk!

Pyha, hvor er jeg bare smadret i kroppen! - Det er helt vildt! Jeg har lige vaeret ude paa den haardeste vandretur i mit liv! I dag har vi nemlig gaaet Tongariro Alpine Crossing, og det er ikke barnemad. Det er en 19,4 km lang vandretur, og det lyder jo ikke saa slemt, naar det er gennem noget af New Zealands smukkeste natur, men med informationenen om, at der er en stigning paa naesten 1km, saa begynder man at forstaa, hvorfor jeg er ret smadret i kroppen lige nu!
Og mig som troede jeg havde gaaet mine vandrestoevler til blev overrasket over, hvor haardt og ondt det alligevel var.

Hele dagen startede kl. 6 i morges, hvor vi skulle ind og synge foedselsdagssang for Line - hun fylder nemlig 20 i dag. Herefter var det bare at goere sig klar med en masse lang-paa-lag-toej og saa komme afsted fra vandrehjemmet kl. 7 ud til startstedet. Pernille havde advaret os om, at det kunne vaere rigtig haardt, specielt hvis man er i daarlig form, men paanaer tre med knae/fod-skader havde alle valgt at tage med. Da jeg kender mig selv, vidste jeg paa forhaand, at jeg nok ville danne bagtrop, saa jeg lod de hurtige komme hurtigt afsted fra start, og saa begyndte jeg ellers selv at vandre.

Her har I lige bagtroppen inden vi begynder:


Den bestaar af Charlotte, Louise, mig, Monica og Pernille. Monica maate dog vende om efter blot et par kilometer, for hun fik vildt ondt i foden.
Det var meget taaget i morges og ret koldt, men jeg var alligevel klar til en smuk dag. Humoeret fra min side var hoejt, og vi fik baade sunget sange og digtet historier.

Her har I mig ved 1 kilmeteret-maerket:


Vi tog billeder ved naesten hver kilometer, og det afspejer meget godt, hvilket humoer man var i paa det paagaeldende tidspunkt ;) Meget roed i hovedet til tider - og glaeden var da ogsaa stor hver gang vi saa et skilt :)

Efter dette ret flade stykke kom vi til "Devil's staircase" - en stigning paa 300 meter, hvor stoerstedelen gaas paa trapper! Er du syg det var haardt - troede jeg skulle doe! Eller troede jeg selvfoelgelig ikke, men det var haardt. Jeg begyndte ogsaa at have lidt problemer med kramper i benene, saa jeg tog en trappe og saa 3 sekunder, hvor jeg noed udsigten, og saa fortsatte jeg.
Herefter fuglte South Crater, som var et meget flat omraade, hvor man havde bjerge paa begge sider. Her kunne bla. se Mount Ngauruhoe eller som mange nok ville kalde det Mount Doom fra Ringenes Herre - super flot bjerg, og der var lige faldet sne i gaar. Da vi kom til at starte med var der taage over alt, men som vi gik i South Crater forsvandt det, og det lykkedes alligevel at faa nogle super billeder af bjerget:
Er det ikke bare smukt?

Vi saa som sagt ogsaa sne, og det var altsaa lidt specielt, naar man ellers er vant til at gaa i shorts...

Efter dette dejlige flade stykke kom Red Crater - det hoejste punkt vi kom op paa. Her var vi nemlig 1886 m over havets overfalde. Det var igen super haardt, men udsigten gjorde bare det hele vaerd! Og vi forsoegte ogsaa at hygge os saa meget som nu muligt.

Her staar de andre paa toppen af Red Crater

Paa den anden side af Red Crater kunne man se ud over hele det omraade man skulle til at vandre ind i. Man kunne f.eks. nogle soer - de var super flotte! Paa vejen ned til soerne 'gled' man ned af bjergsiden, fordi det var saa loest sandet.
Her er vi naaet ned til Emerald Lakes, og her er den ene af soeerne og os fire, der gik sammen:

Det var simpelthen bare de smukkeste blaa farver de soeer havde! Og det var dejligt lige at puste ud og saa have i baghovedet, at nu var det vaerste overstaaet.
Dog var jeg saa heldig at faa revet op i en gammel vanbel fra Auckland, saa jeg begyndte at have ret ondt i foedderne, men efter lidt laegelig hjaelp fra Pernille gik det meget bedre :)

Og saa var det vi begyndte at saette det lange ben foran, for vi ville gerne naa frem til slutstedet og naa den foerste bus.

Her har I lige mig, der er naaet halvvejs :)

Hvis I ligger maerke til det andre naturen sig meget paa billederne, og det var vildt smukt at oberservere, og selvom solen ikke skinnede fra en skyfri himmel var det alligevel super smukt! Bare det faktum, at jeg rent faktisk har taget hele 170 billeder paa turen maa da sige lidt om, hvor smukt det var!

Efter halvvejen kom vi ind i et mere groent omraade, hvor vi ogsaa begyndte at gaa ned ad. Og nu taenker man nok, at det er dejligt at begynde at gaa ned ad efter saa meget op ad bakke, og det var da ogsaa dejligt i starten, men saa begyndte det lige pludselig at goere ondt i den anden ende af foden - og det er faktisk ogsaa haardt at bremse sig selv hele tiden.

Ved 11 kilometermaerket kunne man se ud over den smukke Blue Lake:

Den sidste del af turen var en lille times vandring i en skov, og denne natur var det vi normalt kender fra vores smaa bushwalks i bjergene. Men det var rigtig dejligt at vide, at man snart var naaet maalet, for foedderne gjorde godt nok ondt. Og paa det tidspunkt var det bare at saette det ene ben foran det andet, for det gjorde faktisk ondt at stoppe!

Og her har I os saa ved maalet - rigtig traette, men en stor oplevelse rigere:


Det var virkelig smukt og unik at gaa gennem dette super flotte omraade. Og alt det omkring ringenes herre gjorde bare det hele flottere. Man kunne virkelig forestille sig Frodo og Sam komme loebende ned af bjergene :)

Da vi naaede i maal var jeg rigtig godt smadret, og da jeg tog skoene af, fik jeg da mig ogsaa lidt af en overraskelse:

Av!

Men naar nu man sidder her og har vaeret i bad og det hele er bag ved en, var det virkelig det vaerd. Jeg noed det faktisk ogsaa oppe i selve nuet, men det var sgu haardt! Jeg er oem i hele kroppen og specielt foedderne er oemme, ved ikke om jeg ville goere det igen, men jeg ville ikke have vaeret oplevelsen foruden! Er super glad for jeg gjorde det - og I skal bare se alle de smukke billeder, naar jeg kommer hjem :)
Saa det har vaeret endnu en super dag her i super flotte New Zealand!

Nu her senere skal vi over paa den naermeste pub og spise aftensmad og fejre Lines foedselsdag, det skal nok blive super godt. Alle er total treatte, men glade :)

I morgen gaar turen videre med tog til hovedstaden Wellington - det er godt, vi ikke skal ud og gaa, tror jeg ikke lige, jeg ville kunne holde til!

Har ikke mere Internettid tilbage, saa I maa have det godt saa laenge!
Knus Christina